Glidebomber dræber otte i Zaporizjzjia
Mindst otte mennesker, heriblandt tre børn, er dræbt efter russiske luftangreb mod beboelsesområder i den ukrainske storby Zaporizjzjia lørdag morgen, oplyser de regionale myndigheder.
Ifølge det ukrainske politi blev byen ramt af fem styrede glidebomber, hvoraf to traf boligblokke. Ved én af bygningerne blev en opgang ødelagt. Mindst 16 er såret, to af dem kritisk, og 12 personer var lørdag formiddag stadig savnet, mens redningsfolk ledte i ruinerne. Dødstallet kan derfor stige. Ukraines luftvåben oplyser desuden, at Rusland i nattens løb sendte 160 droner mod landet, hvoraf 117 blev skudt ned eller sat ud af spil.
Angrebet kommer dagen efter et møde i Miami mellem ukrainske og europæiske repræsentanter om at få afsluttet krigen. Præsident Volodymyr Zelenskyj har samtidig kritiseret, at USA vil købe russisk diesel.
Kilder:
